|
Min lille søn Oscar har gjort mig voksen Mads Larsen gør klar til at geare op til den allersidste af herefter ialt 13 træningsuger i Fitness.dk på Østerbro, hvor der siden slutningen af oktober har stået Brian Magee øverst på den daglige arbejdsseddel. Den danske EM-udfordrer sparrer på fredag for sidste gang med sin faste træningsmakker siden 28. december, den albansk-fødte belgiske mester Selajdin Koxha, der skal hjem og bokse en BeNeLux-titelkamp i slutningen af næste uge. Selv skal Mads Larsen bruge til at alvors-teste EM-formen i den store sparrings-"finale" med den langlemmede russer Sergey Beloshapkin samt en skræddersyet Magee-"klon", som promotor Hans-Henrik Palm i disse dage hekser med at hente til København. Onsdag sparrede Mads Larsen fire hæsblæsende omgange med Koxha afbrudt midtvejs af to runders tungt og aggressivt panserslag mod den stensolide russiske letsværvægter. "Koxha har gjort et virkelig godt stykke arbejde, men desværre må han rejse hjem nu, hvor jeg ellers har hårdt brug for en type som ham til at slutte godt og effektivt af. Den sidste uges sparring er altid kolossalt vigtig. Det er jo den, du skal have siddende tæt i kroppen, mens du de sidste dage gearer mentalt op tuil den store kamp," siger Mads Larsen. I et stort åbenhjertigt interview i Ekstra Bladet i dag giver den 36-årige, århusianske europamester-aspirant sin lille knap fireårige søn Oscar hele æren for, at Mads Larsen efter en lang karriere med masser af trængsler stadig og mere end nogensinde føler for sit professionelle bokseliv på øverste etage. "Jeg er stadig et barn, men jeg er bare blevet meget mere voksen. Jeg fik (med Oscars fødsel, red.) et stort ansvar og lærte at skubbe min egoisme i baggrunden. Jeg var jo pludselig kun i anden række. Faktisk havde jeg aldrig regnet med, at jeg skulle elske et andet menneske højere end mig selv. Men virkeligheden gik op for mig, da jeg fik min søn. Min kæreste og Oscar var i København i weekenden, og jeg bliver altid fyldt med energi bagefter," siger Mads Larsen onsdag til Ekstra Bladet. Han vil ikke høre tale om, at kalenderen vender den forkerte vej for ham, selv om det 30. januar lykkedes ham at få et perfekt comeback mod Brian Magee og blive ny europamester i supermellemvægt. "Vrøvl, se på Bernard Hopkins, der som 43-årig gik i ringen mod Joe Calzaghe. Han tabte, men man kan ikke sætte alder på det her. Har du lysten, evnerne og viljen, så kan du komme langt," pointerer Mads Larsen over for Ekstra Bladet.
Fotoserie fra onsdagens EM-sparring på Østerbro
Palm Promotion © 2010
|