|
Mikkel vinder på rutinen -det bør han gøre
EM-udfordrer Mads Larsen tipper en solid og sikker sejr til Mikkel Kessler på lørdag nat i Oakland. "De ganske sparsomme klip, som jeg har set med Andre Ward, har ikke kunnet overbevise mig om, at amerikaneren på nogen måde skulle kunne true Mikkel over 12 omgange endsige ta´ hans VM-titel. Uanset hvad Ward finder på at spille ud med i ringen, så vil Mikkel have sin kolossalt store rutine på topplan at stå imod med. Rutinen ser jeg som Mikkels suveræne og afgørende kort til at vinde kampen enten på point eller før tid. Det bør den i alt fald gøre. Det kræver dog vel at mærke, at Mikkel Kessler går i ringen med en helt anden timing end den, der gav ham gevaldige problemer i de første runder senest mod Perdomo," tilføjer Mads Larsen. Han frygter, at Mikkel Kesslers værste modstander sent lørdag nat i Californien kan gå hen og blive presset uden for ringen. "Mikkel har bokset på udebane mange gange før og for endnu flere tilskuere. Men der er næppe tvivl om, at efter de to første kampe og nederlag i Super Six tørster det amerikanske boksepublikum og måske endnu mere Showtime efter at få en US-sejr. Hvis Ward også går hen og taber, kan det blive uhyggelig svært for Showtime at bevare gejsten for Super Six hos sine amerikanske bokseseere og kunder." Mads Larsen træner på nu fjerde uge for fuld kraft frem mod kampen om den ledige EM-titel i supermellemvægt mod den nordirske hardhitter Brian Magee 30. januar i Århus.
Men han regner dog med at ofre et par timer tidligt søndag morgen på at følge sin danske "drømmemodstanders" kamp mod Andre Ward på tv-eller computer-skærmen. "Wards eneste chance for at skabe den store overraskelse ligger i at forsøge at ramme Mikkel Kessler på hans svage punkt: de dybe, hårde kropsstød. Men over en lang kamp føler jeg mig overbevist om, at Mikkel fortsat vil have hurtigheden til at ride stormene af samt den større slagkraft til selv at kunne sætte dagsordenen. Så, jo - i mine øjne vil Mikkel gå op og ordne Ward uden de helt store problemer - det burde han i alt fald ku´ gøre," tipper Mads Larsen.
Palm Promotion © 2009
|