|
Thomas Damgaard giver Mads Larsen EM-finish Det bliver Mads Larsens gode gamle Team Palle-kammerat, den fhv. europamester, IBA titeludfordrer m.v. Thomas Damgaard, der skal give den aktuelle danske EM-udfordrer den sidste knivskarpe EM-sparring og Magee-finish. Promotor Hans-Henrik Palm opgav tidligere på ugen i tæt samråd med Larsen og træner Poul Duvill at hente endnu en højrefods-type til Mads Larsens afsluttende sparringsuge i Fitness.dk på Østerbro. "Ham vi havde kontakt til, kunne ikke nå at få visum, og de øvrige kandidater, som vi havde på hånden, lå simpelt hen alt for langt fra Brian Magees profil, mente Mads.
Derfor valgte vi i stedet at rekruttere Thomas Damgaard, som allerede sparrede et par dage med Mads tilbage i november, men som qua sit daglige job som boksetræner i Fitness.dks store Valby-afdeling altid er i fremragende fysisk form," siger Hans-Henrik Palm. "Magee-klon" Thomas Damgaard har indvilget i at sparre med Mads Larsen både fredag, lørdag og søndag, hvor der sættes punktum for EM-udfordrerens knap tre måneders lange EM-forberedelser.
"En okay løsning! Thomas er faktisk dén sparringspartner, der i sin pågående stil har mindet mest om Brian Magee, så jeg er rigtig glad for, at han vil give mig en sidste hånd med," siger Mads Larsen.
Han valgte onsdag eftermiddag at lade handskerne blive liggende i tasken og "nøjedes" med at kopiere Duvills hæsblæsende Wozniacki-program på løbebåndet.
"Mads´ fysiske form er fantastisk fin - nu gælder det lige om at få de allersidste strategiske manøvrer lagt helt inde under huden på Mads," rapporterer en uhyre tilfreds og optimistisk Poul Duvill. Brian Magee og hans 10 mand store Belfast-team tjekker ind i Århus på tirsdag formiddag.


Palm Promotion © 2010
|