|

Palm sigter efter tæt travlt forår for Mads Larsen
Promotor Hans-Henrik Palm har planer om et meget travlt og tæt besat forår for en kommende europamester Mads Larsen. Med det rigtige danske EM-slutfacit lørdag 30. januar i NRGi Arena i Århus vil Palm sigte efter at kunne tilbyde Mads Larsen et hurtigt EM-titelforsvar samt om muligt en måske endnu større titelkamp på denne side af sommeren. "Hvis Mads formår at besejre Brian Magee - og det kan i mine øjne godt blive en kolossalt tough opgave - og hvis han vel at mærke kommer ud af EM-braget uden væsentlige skrammer, ja, så vil vejen være banet for et hurtigt frivilligt titelforsvar. En anden mulighed kunne blive at gå direkte efter en titelkamp mod Dimitri Sartison, der jo som bekendt trådte ud af EM-kampen mod Mads for i stedet at bokse om og vinde WBAs såkaldt regulære VM-titel," siger Hans-Henrik Palm. Han tilføjer, at han trods EM-afbudet i starten af november har opretholdt forbindelsen til Sartisons team, og at Mads Larsen med en EM-sejr over Magee vil forbedre sin aktuelle placering som nr. otte på WBAs VM-rangliste og under alle omstændigheder puste Sartison tæt i nakken. "Endelig er der jo også et par andre store spændende verdensmester-navne, som vi hvis, såfremt og i så fald vil overveje at rette antennerne ud mod. Så alt i alt det er helt op til Mads Larsen selv at "bestemme", i hvilket omfang han ønsker at indhente alt det, som han desværre af forskellige grunde ikke nåede i 2009," siger Hans-Henrik Palm. Ud over EM-hovedkampen Larsen vs Magee samt EU-titelkampen ligeledes i supermellemvægt mellem Lolenga Mock og franskmanden Mehdi Bouadla ligger det nu helt fast, at også Århus-topnavnene Allan Vester og Christian Bladt, den tidligere EM-udfordrer Martin Kristjansen samt den københavnske sværvægter Claus Bertino kommerl i ringen 30. januar i NRGi Arena. Desuden undersøger Hans-Henrik Palms ny tv-samarbejdspartner 6´eren aktuelt mulighederne for eventuelt at supplere EM-plakaten i Århus med yderligere et interessant, stærkt nordisk boksenavn.
Palm Promotion © 2009
|