|

Profdebutant med spark i
"Jeg har i de sidste 16 år gået og drømt om at få lov til at prøve kræfter som rigtig bokser. Nu går eventyret omsider i opfyldelse, og jeg glæder mig vanvittig til at gå i ringen i Århus. Og jeg lover: Publikum 30. januar i NRGi Arena skal ikke blive skuffet ...!” Den 31-årige chilensk-fødte, københavnske thaibokser Jorgé Nicolas Arriagada Herrera gør klar til at springe ud af ”Ingenmandsland” og debutere i den professionelle boksering ved promotor Hans-Henrik Palms store Mads Larsen vs Brian Magee EM-galla lørdag 30. januar i Århus. Jorgé Herrera – blandt venner for nemheds skyld kaldet ”George” – sprang højt i vejret af glæde, da han efter tirsdagens træning i Fitness.dk fik sit endelige go fra Palm og træner Poul Duvill. ”Som thaibokser på internationalt topplan har George allerede det meste i sig: Rytmen, alle de rigtige bevægelser i ringen og først som sidst den fornødne slagkraft. Nu skal han bare lige vænne sig til at bruge sit uhyre kvikke fodarbejde i anden sags tjeneste,” siger Hans-Henrik Palm. På Jorgé Herreras CV som Muay thai-bokser står ikke færre end syv danske mesterskaber samt bl.a. en IFMA Europa Cup-sølvmedalje fra 2007. Han har tidligere forsøgt at teste sig selv af i amatørklubberne CIK og IK99, men uden den fornødne motivation som drivkraft. ”Jeg havde ellers så småt sat kurs mod næste sæsons Muay thai-verdensmesterskaber. Men hvis min debutkamp bliver præcis så vellykket, som jeg vil satse jernhårdt på, at den gør, så erl jeg indstilllet på at bruge al mit krudt på en karriere som rigtig bokser hos Duvill,” siger Palm-debutanten, der i de seneste dage har sparret på Østerbro med tidligere europamester Christian Bladt. Jorgé Herrera alias "George" vil i morgen onsdag gå et par sparrings-omgange med EM-udfordrer Mads Larsen i Fitness.dk på Østerbro.
Fotos af profdebutant Jorgé "George" Herrera
Palm Promotion © 2009
|